GENÅBNING AF KLINIKKEN!

Så har regeringen åbnet op for min branche igen. Det vil sige at jeg må åbne min klinik igen og behandle jer fra mandag d. 20. april.

Men det bliver ikke som det plejer! En ny virkelighed har ramt os, og der vil være nogle andre rutiner vi nok allesammen lige skal vænne os til.

Sundhedsstyrrelsen har lavet en række retningslinjer som jeg retter mig efter. Jeg vil gøre mit bedste for at de nye rutiner ikke kommer til at påvirke kvaliteten af jeres behandlinger og jeres besøg.

Jeg har klinik i mit private hjem, og håber at I alle vil have respekt for det. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg bekymrer mig for både mit eget og min families helbred – såvel som dit! Det er derfor rigtig vigtigt for mig, at du vil læse og respektere de nye forholdregler der følger med et besøg i min klinik.

NÅR DU BESØGER KLINIKKEN

  • Vil du blive bedt om at spritte dine hænder af inden din behandling ( jeg har sprit )
  • Du kommer alene til din behandling
  • Jeg har lagt ekstra tid på hver behandling, så du ikke møder andre kunder før/ efter din behandling
  • Ligeledes skal jeg bruge tid på at afspritte dørhåndtag, badeværelse, overflader, instrumenter, maskiner osv. mellem hver behandling
  • Lagner, tæpper, håndklæder og pandebånd bliver skiftet efter HVER behandling
  • Så vidt muligt skal vi prøve at holde afstand inden og efter behandlingen
  • Under behandlingen vil jeg være iført mundbind, ansigtsvisir og have handsker på. Det gælder ALLE behandlinger.
  • Som kunde beder jeg dig om at røre så lidt som muligt ved produkter eller andre varer i klinikken
  • Har du brug for at låne toilettet, beder jeg dig om at du grundigt vasker dine hænder bagefter. Dog vil jeg appellere til, at du tisser af hjemme fra ( Toilettet vil blive sprittet af efter brug og håndklædet skiftet hver gang )

TILBYDER DU DE SAMMEN BEHANDLINGER FOR DU PLEJER?

Jeg tilbyder alle de samme behandlinger som jeg plejer. Dog må vi begrænse behandlingerne så et besøg i klinikken max varer 2 timer. For at mindske smitterisikoen. Det bliver varmt at sidde med mundbind og visir i for lang tid, så jeg får brug for pauser lidt oftere. Du skal booke dine ønskede behandlinger som du plejer, så skal jeg jeg nok kontakte dig hvis det ikke kan lade sig gøre.

Åbningstiderne er anderledes end de plejer. De vil nok løbende blive ændret den næste periode, til der er kommet lidt mere normale tilstande. Har du problemer med at finde en tid, så er du som altid velkommen til at kontakte mig.

Har du de mindste symptomer, skal du aflyse din tid også selvom afbestillingstiden er overskredet. Det er yderst vigtigt at vi ingen chancer tager i denne tid. – og omvendt, har jeg de mindste sygdomssymptomer eller min familie har, vil jeg aflyse jeres behandlinger. Book først en ny behandling 48 timer efter dine symptomer er ophørt. Har nogen i din familie symptomer eller er smittede beder jeg dig om at blive hjemme til 48 timer efter symptomerne er ophørt.

Jeg tager mine forholdsregler – jeg håber også du gør!

Glæder mig til vi ses igen

Signe

CORONA UPDATE!

En lille update herfra, men først håber jeg I allesammen har det godt trods omstændighederne.

Lige nu er det en ret skræmmende verden vi lever i! Det er en svær tid med mange bekymringer og frustrationer. Jeg synes det er lidt af en rutsjebanetur af følelser.

Her hos mig i Det Grønne Univers er tingene også vendt lidt på hovedet pt. Jeg holder lukket på klinikken, og bruger al min energi på min webshops ( når jeg ikke er sammem på mine 3 unger ). Webshoppen er åben som normalt og kører også helt som den plejer. Jeg har endnu ikke haft udfordringer med at modtage varer fra leverandører, så lageret er godt fyldt op hele tiden. Dog kan der i nogle tilfælde gå 1 dag mere end forventet, da mine forhandlere kan have svært ved at følge med på lageret. De har jo også været nødt til at sende ansatte hjem. Så hav tålmodighed i denne tid.

Jeg tager sikkerheden og hygiejne med alvorligt, når jeg pakker jeres ordrer. Jeg spritter altid af og bruger engangshandsker.

corona-update
Sikkerheden skal være i top!

Leveringstiden er som den plejer – 1-3 dage. GLS kører upåklageligt. Som noget nyt indførte jeg for nogle uger siden hjemmelevering. Pga corona-situationen er det rarest at kunne få sendt ens pakker direkte hjem. Det foretrækker jeg i hvert fald selv.

Jeg vil rigtig gerne sige TUSIND TAK til alle jer, der har været så søde at støtte mit univers! Det betyder utrolig meget. Det er jo trods alt det jeg lever af, og når man bliver nødt til at lukke halvdelen af ens firma for en periode – ja så kan det mærkes økonomisk!

Jeg hænger i og satser på at komme endnu stærkere ud på den anden side af det her. Jeg glæder mig til at komme tilbage til ‘normale’ omstændigheder – selvom jeg tror der går lang t endnu.

Jeg ved I er mange der savner at få behandlinger og har bryn der er ret vilde efterhånden. Jeg åbner klinikken når regeringen og jeg selv synes det er sikkert igen. Jeg er i så tæt kontakt med mine kunder, at jeg ingen chancer tager. Jeg har min egen familie, udsatte familiemedlemmer og ikke mindst mig selv at passe på. – og selvfølgelig jer! Så jeg ser tiden an og følger med i de nye udmeldinger. Jeg har endnu ikke sat en dato på, hvornår jeg åbner op igen i klinikken. ( – I går meldte Statsministeren ud, at kosmetologer fortsat vil være lukket ned – lige nu til d. 10. maj! Så det er nu den nye ca dato jeg går efter )

Lige om lidt er det påske – trods mange nok ikke kommer til at holde påske som planlagt, så håber jeg det alligevel bliver en hyggelig tid. Måske der bliver skabt nogle nye traditioner.

corona-update

Jeg glæder mig til at se jer allesammen igen på et tidspunkt.

Må I få en helt fantastisk påske!

Signe

10 ting om mig!

Godt nytår allesammen… jeg håber I er kommet godt ind i 2020 og forhåbentlig er dagen i dag ikke al for hård at komme igennem! Jeg har en baby, så ingen tømmermænd her – kun dem man får af totalt søvnmangel i 1 år!!

– hvis du er hårdt ramt i dag, så har jeg gjort det let for dig. Du kan sagens ligge på sofaen og læse med. Dette indlæg er ikke noget der kræver det store af dig, og jeg bliver ikke sur hvis du skulle falde i søvn midt i det hele.

Jeg vil gerne slå fast, at jeg hverken er blogger eller ønsker at blive det. Dog kan jeg ikke komme udenom den interesse der er for mig personligt, og det er nok noget der følger med jobbet og synligheden på de sociale medier. Så derfor tænkte jeg, at jeg ville afsløre 10 ting om mig som du på ingen måde vidste i forvejen!

Mig…

…til alle jer nye følgere

Hej, jeg hedder Signe og det er mig der driver Det Grønne Univers. Jeg er 38 år – gift med Simon og vi har 3 smukke drenge – Vester på 11 mdr – Linus på 6 år ( 7 om et par dage ) og Elias 9 år.

Helt kort er jeg uddannet CIDESCO kosmetolog for snart 17 år siden. Jeg prøver så godt jeg kan at leve grønt og træffe nogle fornuftige valg i forhold til vores egen sundhed og jordens. Dog er jeg ikke fanatisk, og mener at alle kan gøre en forskel også selvom det er små ting.

Hvis du er nysgerrig på at lære mig bedre at kende, så lad du øjnene glide ned af resten af siden. For her kommer…

10 TING DU IKKE VIDSTE OM MIG

  1. Da jeg var barn ville jeg være alt fra politibetjent til damefrisør når jeg blev stor. I bund og grund ville jeg bare rigtig gerne have et kasseapparat! Sjovt nok drømte jeg aldrig om at blive kosmetolog. Pudsigt som livet former sig. I dag er jeg rigtig glad for det.
  2. Jeg er utrolig klodset! og den behøver jeg ikke skrive mere til.
  3. Jeg ELSKER at bruge produkter op, og det er ikke for at være ‘stop overforbrugs’-typen. Nej, jeg får simpelthen et kick ud af at vride hver en dråbe ud af et produkt. Kan ikke være den eneste der har det sådan?
  4. Jeg kan bande som en havnearbejder, trods mit ellers lidt milde ydre.
  5. Er bange for titelsangen til Den Lyserøde Panter. Barndoms-traume – tak storesøster!
  6. Bliver virkelig stram i betrækket når der er nogen der roder i min værktøjskasse! Ja, herhjemme er det mig der svinger værktøjet. Og jeg er vild med selv at kunne bruge det. Men der er ikke nogen der skal rode i mit værktøj eller ‘glemme’ at lægge det på plads det rigtige sted. Så bliver jeg træt!
  7. Jeg har haft en spiseforstyrrelse i starten af 20’erne. Det er ikke noget der påvirker mit liv i dag, men blot en del af min historie.
  8. Jeg har haft hul i tungen i næsten 20 år. Fik den det da jeg var 17 år – har det ikke længere.
  9. Jeg er en gang gået ind i en lygtepæl, fordi jeg skulle kigge efter en fyr jeg synes der var pæn. Det var på en togstation, så der var rigtig mange tilskuere! – til mit forsvar var jeg ikke så gammel ( teenager ), så måske jeg ikke vidste bedre.
  10. Har gået til dans i 15 år, men er på ingen måde professionel.

Ja, 10 lidt skæve ting om mig! Hvis ikke du er faldet i søvn på nuværende tidspunkt, så godt gået! Er du faldet i søvn, så har du sikkert brug for det og sov endelig videre. Her hjemme joker man ikke med søvnen for tiden.

Rigtig godt nytår allesammen

BLACK FRIDAY

BLACK FRIDAY 2019

FORBRUGSFEST ELLER FORNUFTKØB ?

Kære Black Friday nogen elsker dig og andre er knap så vilde med dig!

Black Friday er ikke ny for os længere. Det er en dag fyldt med alverdens tilbud i butikkerne og ikke mindst på nettet. Du kan næsten få smidt det hele i nakken, så billigt er det nogen steder eller er det nu også det? Det er en helt anden side af sagen. Sætter butikkerne priserne op inden, for så at kunne tilbyde en endnu højere rabat? Nogen spekulerer i det, men jeg er ikke en af dem.

Vi er meget opmærksomme på klima, bæredygtighed og overforbrug for tiden. Det er meget oppe i tiden og forståeligt nok. Vi er nødt til at lægge nogen af vores vaner om for at passe på vores planet.

Dog synes jeg sagens at man kan holde Black Friday fornuftigt. DET GRØNNE UNIVERS holder Black Friday. Der vil være procenter at hente på hele webshoppen – men dog kun den dag! Der hvor jeg godt kan få lidt kvalme, det er når butikker begynder at holde Black Weekend, Week eller sågar Month!

black-friday-2019

Vi er blevet vant til der næsten er tilbud hele tiden. Det er lidt øv! – og det er det der giver et overforbrug, tror jeg.

Sidste år handlede jeg ALLE mine julegaver på Black Friday! Det var helt fantastisk. Jeg havde en liste og den kunne jeg stille og roligt sidde og tjekke af for hver gave der blev købt. Det betød, at jeg ikke shoppede hele december. – Så intet overforbrug her! Og det er det jeg mener, man kan sagens deltage i Black Friday uden at det nødvendigvis bliver en forbrugsfest.

Brug din sunde fornuft når du handler. Forbered dig – lav evt en liste og gå så udelukkende efter de ting.

Husk at du får hvad du betaler for! Støt de små! Det kan jeg ikke sige nok. Jeg går meget op i at yde en god og personlig service. Det får du ikke nødvendigvis hos de store (- og lad nu vær med at få en masse råd hos de små firmaer, hvorefter du så ender med at shoppe alle tingene hos et større firma fordi du kunne spare 25 kr. mere! Stop…)

Så er det bare at få lavet en liste og vente på alle de gode tilbud;-)

BLACK FRIDAY 2019 – 29. NOVEMBER

RIGTIG GOD SHOPPELYST

BABY OG BUSINESS

der var engang en familie på 4…og så blev de pludselig 5!

Hvis du er en af dem der følger mig på de sociale medier, så ved du nok at jeg fik en skøn lille dreng for lidt over 7 måneder siden. Ja snart 8 !

Baby og Business - Det Grønne Univers

Tiden går stærkt – en gammel kliché, men det gør det ikke mindre sandt. Vi nyder at have en baby i huset igen – en sidste baby, for der kommer ikke flere her ; – )Men en baby vender også tingene lidt på hovedet.

Jeg har nydt og nyder stadig min barsel med Vester ( Babyens navn : – ) – men jeg er dog begyndt at arbejde lidt igen, så lige nu prøver jeg på den fineste måde at køre BABY OG BUSINESS.

Jeg er intet overmenneske, så derfor kan det da også være svært at finde en balance mellem det hele. Jeg elsker at være på barsel, men jeg er også typen der elsker mit arbejde. Jeg føler mig så priviligeret, at jeg hver dag får lov at arbejde med det jeg elsker. Jeg arbejder hjemmefra og kan selv sammensætte min dag som det passer mig. Bevares der er selvfølgelig en gang imellem nogle deadlines, men i det store hele kan jeg styre min arbejdsdag selv. Derfor gør det det også muligt for mig, at jeg både kan passe BABY OG BUSINESS. Jeg arbejder når han sover eller når min mand kommer hjem fra arbejde.

HVORNÅR ER DU SÅ TILBAGE PÅ FULDTID SIGNE ?

Hvornår jeg igen er tilbage som fuldtidsarbejdende, kan kun pladsanvisningen og jeg spå om! Jeg elsker at være lidt tilbage, og er jer – mine kunder og følgere evigt taknemmelig for at I har ventet på mig. TAK for det!

Der er åbnet op for tider til behandlinger og der kommer løbende flere. – Du kan booke online – her

Webshoppen er som altid åben 24-7 – og jeg gør mit bedste for at få afsendt dagligt.

Skulle du have spørgsmål eller andre ønsker til tider, så er du altid velkommen til at skrive til mig.

Indtil vi ses igen, så håber jeg du vil følge med på enten Instagram eller Facebook.

baby-og-business-det-groenne-univers
Signe

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få 10% på din næste ordre!

Close the CTA

Når du har trykket 'tilmeld' - vil du modtage en mail fra mig, hvor du skal bekræfte din mail. Straks herefter vil du modtage din rabatkode.

Jeg vil løbende sende dig tips, nyheder og guide dig til at få nogle bedre hudplejerutiner.

 

Du kan til hver en tid afmelde dig igen.